søndag den 24. maj 2009

Arbejdsweekend

Svigermor havde inviteret sig selv til "kyllekig" og Henriks fødselsdag og fik uforsigtigt nok givet udtryk for, at hun gerne ville have lidt havearbejde, når hun kom. Det skal man ikke sige 2 gange til os - for er der noget vi har meget af, så er det havearbejde.

Hun kom kl. 11, fik et kort kig på kyllerne og gav sig mere eller mindre STRAKS i kast med at klippe hæk. Den trængte RET meget! Den har fået lov at vokse sig ALT for bred af de tidligere ejere, så nu var det tid til, at den blev klippet godt ind!
Vi brugte det meste af dagen på at klippe hækken bagest i haven (bag skur og hegn). Her blev den klippet fuldstændig ind. Pænt er det ikke, kommer den igen er det bare godt, gør den ikke er det ligemeget, vi ser jo sjældent på den dernede. Men det er vist ikke helt normalt, at klippe hæk med en motorsav eller hva???
Samtidig fik vi ryddet op bag skuret i en masse træ, tagplader og andet brugbart ragelse...

Fredag var Henriks fødselsdag. Svigermor luftede hundene, mens jeg kørte til bageren efter rundstykker og pålægschokolade, som fødselsdagsbarnet havde bestilt. Herren blev fejret med morgenbord og gaver - og så var det ellers tilbage til hækken igen. Vi klippede og klippede... Trætte af hækklipning, gav vi os til at luge bede i stedet. Så kom regnen og jeg trak indenfor - Svigermor knoklede bare videre... Det store bed blev luget, forhaven fik klippet kanter ... hun var slet ikke til at stoppe.

Lørdag startede svigermor kl. 7 med at grave uden for vores soveværelsesvindue... Heldigvis holdt hun hurtigt op igen og jeg faldt atter i søvn. 7.30 begyndte hun med en hakke, at rense mellem fliserne på forteressen (også foran soveværelset). På trods af at det jo glædede os vildt, at hun var så flittig, måtte vi liiiige tænke lidt på naboerne, så Svigermor måtte henvises til noget mindre larmende... hundeluftning.
Resten af dagen kørte Henrik og Svigermor i pendulfart til og fra genbrugsstationen. 8 læs nåede de + 1 da de hentede traileren hos Bonnie og Brian for at tømme den. I mens klippede jeg det sidste af hækken og skar en død bambus ned! kl. 16 frigav vi svigermor fra arbejdslejren og sendte hende retur til Jylland, hvor hendes hund savnede hende. Henrik tog sig en skraber, mens jeg luftede hundene og nussede lidt rundt.

I dag har vi så kørt resten af affaldet på genbrugen - 3 læs mere, ialt 11 læs!!! Vi må indrømme vi er en anelse brugte - det er lige før vi glæder os til at komme tilbage og slappe af på arbejdet.
Men hvor er det bare skønt, at vi har nået så meget. Det har virkelig rykket, vi begynder igen at kunne overskue det hele...
TUSINDE TAK SVIGERMOR
-
VI ER DIG SUPER TAKNEMMELIGE

Ingen kommentarer: