tirsdag den 15. april 2008

Solsorteredning eller rævefodring

Ja, vi ved ikke lige, hvad det er der sker, men det vrimler med dyr hos os. Først frøerne og deres æg, så mus og i dag da hundene og jeg ville hygge lidt på terrassen, sad der en fugl - formentlig en solsortehun - fast i det fiskenet, der ligger over fiskedammen for at forhindre kattene og fiskehejrene i at afholde buffet omkring dammen. Den var tilsyneladende kommet ind under nettet og havde så fået hovedet og vinderne op igennem nettet. Først troede jeg, den var død, men da jeg kom helt hen til den - blinkede den til mig. Så røg jeg ind og hentede en saks og klippede den lige så stille fri. Jeg kunne ikke se, at den var kommet tilskade. Den blødte ikke og vingerne sad pænt og kunne bevæges frit. Det så dog ud til, at den havde siddet der længe, for der var rimelig mange fugleklatter på stenen under den, så jeg forestiller mig, at den var noget afkræftet. Da jeg slap den, tumlede den ind i busken. Her satte den sig og pustede lidt. Jeg fandt lidt fuglefrø og smed ind til den, hvis den nu var sulten. Da jeg kiggede til den en time senere, var den væk. Det glædede mig, for så var den nok fløjet.
Senere gøede Milo vildt nede ved hegnet bagest i haven. Jeg endte med at gå ned og se hvad der var galt. Inde ved brændet sad min solsort. Den hoppede noget rundt og raslede i nogle blade, det var tilsyneladende det Milo havde hørt. Da jeg nærmere mig hoppede den ind til bagboen. Den fløj ikke - den baskede ikke engang med vingerne. Den så nu ikke helt rask ud.
Om jeg har reddet en solsort, eller om jeg har skaffet ræven nem adgang til føde, ved jeg ikke, men jeg håber på det første...

torsdag den 10. april 2008

Mus igen!

Forleden fortalte Milo os pludselig, at vi nok havde mus igen henne ved skrivebordet - der hvor de også var der sidst. Vi fandt straks vores musevenlige fælder frem og satte dem op. I løbet af natten meddelte Milo os så, at der var bid! Et styk mus i fælden!
Henrik tog den med sig, da han skulle på arbejde og satte den af i nærheden af Volden. Den var pænt kornfed, den kunne ikke vende sig inde i fælden, så Henrik måtte åbne i den anden ende, så den kunne komme ud.
Dagen efter fortalte Milo os så, at der altså også var mus i udestuen - hvor vi også tidligere har fanget mus. Så kom der en fælde op der. Der gik dog et par dage uden heldet var med os. En morgen, da Henrik ville checke fælden, var den lukket og væltet. Det virkede ikke, som om der var noget i, andet end noget der raslede. Hundene blev mistænkt for at have "pillet". Men Henrik ville lige tømme den for den raslende ting. Til alt held gik han udenfor og gjorde det, for da han åbnede fælden, sprang der en mus ud. Den landende ved siden af fiskebassinet, svømmede lynhurtigt over og forsvandt ind til vores nye naboer.
Fælderne står stadig fremme, men Milo melder ikke om flere mus...hvilket er ret heldigt, for jeg er kommet til at spise alt lokkemaden i et mindre rosinædeflip.

lørdag den 5. april 2008

Tudse- eller frøæg

Vi har i den seneste tid set flere tudser eller frøer i fiskebassinet, vi har også godt lagt mærke til at de har parret, som besatte og kort tid efter kunne vi så se, hvad der kommer ud af sådan en parring - RIGTIG MANGE ÆG!!! Henrik valgte at flytte dem ned i åen på engen, vi er ikke helt pjattede med en have fyldt med frøer - og slet ikke tudser. Min efterforskning på nettet har dog fortalt os, at det er frøer vi har, da æggene ligger i en tyk masse og ikke på en streng.
Men frøerne er stædige - Henrik var dårligt kommet tilbage fra "ægudsætningen" på engen, førend der var lagt nye på præsis samme sted, som de forrige. Ja ja, de må også holde flyttedag en af de nærmeste dage...