Jeg havde fundet et sted på DBA, der solgte 3-4 mdr. gamle kyllinger til en flad 50,- stk. Det er blandingshøns med Danske Dværg Landhøns som det bærende element. Sådanne kyllinger er langt fra tamme (endnu - håber jeg), så de kan ikke liiiige indfanges. Derfor havde vi aftalt, at jeg skulle komme kl. 20, så var de gået i seng i hønsehuset og noget nemmere at have med at gøre. Så i lommelygtens skær udvalgte jeg mig 2 sorte kyllinger, der er næsten rene landhøns og 2 lyse med lidt mørke plette, der er en blanding af sort landhøns og orange chabo. De ser sunde og raske ud. Sælger gjorde meget ud af at vise mig, deres fjer, øjne m.m., så jeg kunne se, at de var ok. Det er nogle små nogen - de er ikke meget større end duer, men de vokser sig jo til. Forældrene var ca. en halv gang mindre end vores lånehøns, så det kommer nok til at passe meget godt.
De blev puttet i en flyttekasse og kørt til deres nye hjem. De brokkede sig lidt, når jeg bremsede eller drejede, for de kunne jo ikke stå helt fast i kassen, men ellers forholdt de sig roligt. Bellis var helt bombet efter træningen, så hun sov på bagsædet og opdagede hvis ikke, at der var kommet nye passagere.
Henrik havde været så sød at sætte en lampe op i hønsegården, mens jeg var væk, så jeg kunne se at sætte kyllingerne ind i deres nye hjem. Jeg satte dem op på pinden i huset og de faldt hurtigt til ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar