Så skete det endelig! Vi fik høns - 3 stk. brune Lohmann høns! Dog kun til låns i første omgang.
Jeg har længe gerne ville have høns - ja allerhelst vil jeg jo have en hel bondegård eller zoologisk have, men den går nok ikke. Vi havde høns i Schweiz og deres kaglen og skraben er så hyggelig. Men Henrik var ikke vild med ideen! Han mente, de lugtede og larmede og at jeg i øvrigt har rigeligt at se til med hunde og kanarier, hus og have. Efter flere større debatter var han stadig ikke til at rokke. På nettet fandt jeg så et sted, hvor de lånte høns ud MED bur i 3 måneder. Kvit og frit! Man skal selv hente dem hos den tidligere låner og selvfølgelig passe dem ,mens man har dem. Det var da liiiiige noget for os. Så kunne Henrik se hvor søde og nemme de er og hvor skønt det er med friske æg og en kompostkværn. Den købte han!
Planen var at de skulle stå bagerst i haven, BAG hegnet. Så var de langt væk fra Henrik og hundene kunne ikke genere dem. Men i går morges ganske kort inden vi skulle ud og hente dem, gik det op for os, at buret ikke ville kunne komme gennem lågen mellem for- og baghaven! SUK! Over kunne de heller ikke komme... De måtte stå i forhaven.
Milo ved ikke helt hvordan han skal takle dem. Egentlig vil han meget gerne snuse til dem, men han er jo en kylling (hehe), så han tør ikke helt. Hvis de laver en lidt hurtig bevægelse bliver han forskrækket og gør ad dem. Vi har sat gitteret rundt om hønsehuset, for tøsepigerne er også lidt usikre på ham.
Allerede efter at de havde været der en time havde de lagt det første æg! Senere kom endnu et. I dag er der også kommet to - så der må være en der driver den af!...
søndag den 20. juli 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar