mandag den 29. oktober 2007

De første penselstrøg

Ja, det er et stort arbejde, men det skal jo gøres - på et tidspunkt! Huset skal males indvendig.
Vi er startet i det små - en hel væg i gangen ved arbejdspladsen er blevet malet (hvid).
De tidligere ejere haft denne fantastiske mani med at male uden om ting. Blandt andet et skab der stod på denne væg. Væggen var derfor hvid, men en skabsstor gul "plet" ca. midt på.
Det var et ualmindeligt stort irritationsmoment for os begge to, da vi skulle kigge på det, hver gang vi gik fra køkkenet til stuen - og det gør vi et PAR gange om dagen. Men nu er den flot hvid og vi har fået en lille hylde op.
Flere strøg venter forude, men de får nok vente lidt endnu.

lørdag den 27. oktober 2007

Æbler, æbler og atter æbler

Vores ellers ikke specielt store æbletræ har givet oceaner af æbler og jeg prøver ihærdigt at få brugt dem.

Til at starte med var tanken at bage et par æbletærter og fryse dem ned, men jeg kunne godt se at det ville jo kun være en dråbe i havet.

Så fik jeg den fantastiske ide at lave æblegele. Dette bør dog laves af umodne æbler, men hvis der tilsættes lidt citronsyre skulle det også være muligt at lave det af modne æble oplyste kogebogen. Meget entusiastisk gik jeg i gang. Til trods for tilsætning af mere citronsyre end kogebogen skrev, ville det ikke stivne. Vi har derfor nu omdøbt det til "æblesirup".

Et andet forsøg var most. Af en god veninde lånte jeg en saftcentrifuge og gik målrettet i gang. Jeg forventede at jeg kunne fylde flere flasker, som blandt andet kunne fryses ned. Men igen blev jeg klogere. For der går RET mange æbler til nærmest ingen most! På en time centrifugerede jeg en kæmpespandfuld æbler, hvilket resulterede i ... lidt over en liter most. Suk... Men tilgengæld smagte det rigtig godt.

Med en del tærter, lidt æblemos og nogle æblebåde i fryseren, 5 glas æblege.... æblesirup og et par kander most er jeg nu nået lidt over halvdelen af nedfaldsæblerne, der resterer stadig en foldekasse fuld + en kæmpe kurvfuld plukkede æbler.

HAR DU LYST TIL ÆBLER, ER DU MERE END VELKOMMEN FORBI ! ! !

onsdag den 17. oktober 2007

Det skrider fremad.. laaaangsomt!

De seneste dage har Henrik sat kabelbakker op i køkkenet, og trukket strøm til spisebords-lyset, og trukket antennekabel til soveværelset. Det var faktisk lidt sværere end antaget, idet kablet skulle igennem 2 vægge (3 rum) og ingen af de 3 rum havde samme loftshøjde.. fandt han ud af på den hårde måde ;-)

Nå, men det lykkedes, og i dag har vi fået sat en ny bruserslange, hoved og holder op. DET var dejligt!

I morgen kommer Henriks mor på besøg, så vi skal liiiige nå lidt oprydning i aften/i morgen :-/... det roder sgu lidt rigeligt pt. med værktøj og div. overalt.

søndag den 14. oktober 2007

Mere arbejde.. og en knotten nabo

Endnu en weekend er forbi..

Rikke har brugt den på "Vi med hund" messen, og Henrik på hundesitting, og lidt arbejde på huset. Ikke meget man når på sådan en weekend.

Henrik har også plukket alle æbler på vores dejlige æbletræ.. dvs. dem der ikke allerede var faldet ned... men der var stadig en ca. 100 stk. på træet!

Lørdag blev Henrik desuden overrasket af en meget knotten nabo-kone (naboen der ligger bag ved vores baghave.
Hun mente at vide at vores hunde jævnligt besøgte hendes have for at lægge hundeprutter!.. det var nemlig startet lige efter vi var flyttet ind!.. haha...jaja.. Henrik prøvede at dæmpe hende lidt, og fortalte at det næppe var vores hunde, da de

1) Ikke KAN komme ind til hende pga. hegn (det mente hun dog at vide bedre!)

2) Milo og Bellis ville ALDRIG gå så langt væk.. og slet ikke for at besørge!

Det ville hun ikke høre på, og var mildt sagt ret sur... hende om det.. nu har Henrik gennemgået og yderligere forstærket hegnet rundt om haven og nu er det ikke bare 110%, men 150% hundesikkert at de ikke kan komme ind til hendes have... altså bortset fra at de ALDRIG har været der :-(

Så må vi se om vi hører mere til hende.. næste gang er vi så lidt bedre forberedt... det var lidt chokerende at møde en nabo for første gang, som bare startede med at anklage og overfuse én! ..
Nå, men vi overlever. Og det er jo bare hende der overreagerer lidt, fordi nogen hunde har skidt i hendes have. Vi håber hun ikke belemrer os mere, og at hun finder de "slemme skyldige" ;-)

Se også Bellissimas blog for mere om vores weekend :-)

mandag den 8. oktober 2007

Arbejdsweekend

Vi har netop "overlevet" en rigtig arbejdsweekend. Ja, ok - det var nok mest Henrik der arbejdede, men jeg skulle jo sætte ham i sving her og der og holde ham i ørerne ;o)

Vi har nu fået vendt mange af de omvendte kontakter, så det er mere logisk. I soveværelset har vi fået hylde og sengelamper op og kontakten til loftslyset, der før var BAG døren er nu flyttet hen lige inde for døren. Der er også kommet gardiner op. Rundt omkring i huset er der kommet billeder og spejle op. Nogen af dem er kun "på prøve" og hænger på gamle søm fra de tidligere ejere, andre har fået deres "rigtige" plads og har fået et "rigtig" søm at hænge på. Alt i alt er vi nået et skridt videre - selv om der stadig mangler en del.