Så er vi flyttet ind - også Bellissima

Ups - vi er vist lidt bagud med bloggen.

Torsdag den 30. kl. 1700 fik vi nøglerne til vores drømmehus. Sælger havde været så flinke at efterlade rigtig mange dejlige ting; bl.a. et spisebord med 6 stole, en gæsteseng, flere skabe og meget meget andet.
Vi rykkede lidt rundt i huset, målte op og hyggede os ellers bare med at det var VORES.

Fredag stillede en masse dejlige venner og familie op kl. 1600 og hjalp os med at flytte det meste af alt vores happengut og sætte en del af det på plads. Hvor er det skønt at kende så mange dejlige og hjælpsomme mennesker - tusinde tak.

Milo, der havde haft et par hårde uger uden for megen "forældre"kontakt og bekymret havde måtte se til at alt omkring ham blev puttet i kasser, nød at få en have, hvor han kunne rende ind og ud, som det passede ham.


Søndag morgen stod vi tideligt op og kørte den laaaaaange vej til Randers for at hente vores lille ny - Bellissima. Hun og Milo mødte hinanden på en fodboldbane. Milo satte hende lidt på plads og Bellissima føjede ham pænt. Alt tegnede pænt. Så tog vi den laaaaaaaaange vej tilbage til Ishøj. Bellissima sov hele vejen og da vi kom hjem puttede hun sig op i sofaen og sov videre... Sikke en stille pige...

Om natten tog hun dog revance. Når man er vant til at have 9 søstre og brødre + en mor omkring sig hele tiden, så er det altså ikke lige et hit at skulle sove alene i en papkasse ved siden af sengen. Hun var kun rolig, når hun kunne sove op ad sin nye "mors" hånd, og sådan lå mor altså ikke specielt godt. En stor del af tiden, sad jeg - Rikke - på gulvet... Kl. 5 gav jeg op og gik ned i stuen og puttede med begge hunde.

Natten til tirsdag blev en anelse bedre, men mors hånd er stadig dejlig.

Og revancen tager hun stadig... Hun er bestemt ikke nogen "stille pige", næ - hun er en værre vildbasse, der bider i alt hvad hun kan finde. Hun er konstant i gang og blinker man en enkelt gang for længe er hun væk!

Milo har stadig ikke accepteret hende helt. Hun får lidt "bank" ind imellem, nogen gange fortjent, andre gange bare for at eksistere. Men vi synes nu at spore en lille bitte fremgang og håber på det bedste.